Hingste-børnehave og opkøb af unge hingste

Har du fået hingsteføl som du ikke selv ønsker at beholde og har du tilmed problemer med hvor du skal placere dem under fravænningen. Så kan løsningen måske være at sælge dem til os.

Vi har i forvejen en flok unge drenge i alderen 0 til 4 år. Vi går meget op i at vores dyr har det godt og trives og vi sørger for at nye dyr får en blid introduktion til flokken. Det kan vi fortælle dig meget mere om hvis det bliver aktuelt.

Vi er interesserede i at opkøbe hingsteføl på mellem 7 og 12 måneder. Vi kan ikke tilbyde dig en tårnhøj pris, men vi kan love dig at vi tager os godt af dyret og at det vil blive tjekket for orm, få stivkrampe vaccination, ade-vitamin og et foder udviklet specielt til camelider. Her udover fodrer vi med græs og hø. Dyret vil i første omgang gå i en lille flok med andre unge drenge, men vil senere blive lempet lige så stille ind i den store drengeflok. Når dyret er mentalt klar, vil vi begynde at præge det og langsomt tilvende til grime, benløft, trailer mv. Imens bor dit føl sammen med en masse jævnaldrende drenge som det kan lege og tumle med. Vi kalder det vores hingste-børnehave.

Nogle dyr vil vi vælge at beholde selv og bruge i vores gå-tur-virksomhed. Andre vil blive solgt videre til hjem som vi vurderer matcher netop det dyr – og altid sammen med mindst en af deres alpaka-venner fra vores flok. Vi afgør først hvem vi skal beholde og hvem der skal videre, når vi kender dyrets sind og personlighed og dermed kan vurdere hvad dyret vil trives bedst med. Som oftest vil dyrene gå hos os i omkring et år og blive modnet og uddannet inden det evt. kommer videre. Så vidt det er muligt bliver dyret kastreret når det er mellem 1 og 2 år. 

Og hvad får du så ud af det? Du slipper for bøvlet med selv at skulle fravænne. Måske har du slet ikke en flok at fravænne dit hingsteføl i (husk at de kan blive kønsmodne allerede når de er 7 måneder og at du ikke kan flytte dine hingsteføl direkte fra deres mor og over i en hingsteflok, da de vil lugte af hoppe og dermed risikere at blive bedækket af de voksne hingste). Du slipper for arbejdet med at præge, træne og gøre dit føl salgsklar. Du sparer penge til kastration og øvrige dyrlæge- og leveomkostninger og kan i stedet bruge din tid og dit fokus på de dyr du vil beholde.

Har du kun ét hingsteføl fra det pågældende år, så vil vi så vidt muligt prøve at time det så det ankommer samtidig med et andet hingsteføl. Hvis ikke det er muligt, så har vi en rigtig rar vallak som vi med succes har brugt som storebror i lignende situationer. Han er rigtig god til at støtte de små når de skal ud i verden for første gang. Men absolut bedst hvis du har mindst to hingsteføl der kan følges ad!

I vores drengeflok har vi også vores super lækre hingst Simon fra Österlen (ham kan du læse mere om på vores hjemmeside). Hvis du har hopper der skal bedækkes, kan det måske indgå som en del af aftalen.

Kontakt os for at høre mere og for at aftale et besøg i vores hingste-børnehave!

ALPATI

OBS! De fleste arrangementer foregår i Gystinge, 4100 Ringsted

tlf: 23326941  mail: kontakt@alpati.dk   

postadresse: ALPATI v/Piil, Bukkerupvej 100, 4340 Tølløse   cvr: 40930698

ALPATI